Negative renter i bankerne er en privatiseret skat
/
af Rasmus Hougaard Nielsen
Bragt i Berlingske 30. september 2019
Ført an af Jyske Bank indfører bankerne langsomt negative renter på kundernes penge. De slipper af sted med det, fordi de administrerer et stykke essentiel infrastruktur, der helt naturligt gør dem i stand til at beskatte vores penge.
For ca. en måned siden introducerede Jyske Bank som den første bank i Danmark negative renter på kundernes penge. Sidenhen er flere banker fulgt trop, og alt tyder på, at det langsomt spreder sig til hele banksystemet.
Negative renter på bankindskud virker besynderligt for os, fordi vi er vant til at tænke på renter, som noget man modtager for at placere sine penge i banken. Det er sådan det fungerer i en kontant økonomi, hvor penge produceres af en centralbank, og efterfølgende frivilligt kan placeres i en bank.
Men i en kreditøkonomi, hvor borgerne tvinges til at holde deres penge hos bankerne (lov om Nemkonto) og pengeproduktionen og administrationen af pengesystemet varetages af private banker, burde negative renter på penge ikke overraske.
Negative renter er »møntningsgevinst«
Det er almen historisk og økonomisk indsigt, at der er en særlig gevinst ved at kunne producere penge – en såkaldt møntningsgevinst – som historisk set er tilfaldet konger og stater i forbindelse med, at de har trykt pengesedler og præget mønter, som de efterfølgende har spenderet ud i økonomien. Dvs. at møntningsgevinst, i al sin enkelhed, har bestået af den købekraft, som de centrale magthavere har opnået ved at kunne producere lovlige betalingsmidler med en langt højere købekraft end værdien af det værdiløse metal og papir, som de har omskabt i processen.
I en kreditøkonomi indtjenes møntningsgevinsten lidt mere spidsfindigt. Her udgør møntningsgevinsten den rentebesparelse, som bankerne har ved at kunne finansiere sig med deres egne rentefrie kreditpenge, i stedet for at skulle tiltrække risikovillige indskud. I udgangspunktet har de store banker ikke behov for vores indlån for at drive deres forrentning, men kan derimod finansiere sig via pengeudstedelsen i banksystemet. I den henseende bringer de negative renter ikke noget nyt til bords. De danske banker har længe tjent betydeligt på denne rentebesparelse, som jeg i samarbejde med den britiske tænketank New Economics Foundation, tidligere har estimeret til en værdi af ca. 12 mia. kr. årligt.
Det, der dog er nyt, er, at bankerne nu er i en situation, hvor de tilmed kan beskatte vores penge direkte via negative renter. Bankernes indtjeningsgrundlag afhænger dog meget af omfanget af de negative renter.
Oprindeligt var det bebudet, at de negative renter skulle begrænses til indeståender over 7,5 mio. kr., men allerede få uger efter indførelsen er grænsen allerede sænket gevaldigt og alt tyder på, at de fleste af os vil blive ramt før eller siden.
En negativ rente på 0,75 pct. af indestående over 500.000 kr., kan potentielt set give et provenu på ca. 2,5 mia. kr., og pålægges samtlige indskud en negativ rente på 0,75 pct. kan bankerne tjene over fem mia. kr. årligt. En højere rentesats indbefatter selvsagt et endnu højere provenu. Dertil kommer bankernes eksisterende provenu fra negative renter på erhvervskundernes indskud på ca. 400 mio. kr.
(HER KOMMER EN GRAF MED BANKERNES POTENTIELLE INDTÆGT FRA NEGATIVE RENTER VED FORSKELLIGE BELØBSGRÆNSER OG RENTESATSER)
De negative renter udgør således et betydeligt indtjeningspotentiale for bankerne, hvis de blot spredes ud over hele befolkningen. Til sammenligning koster den yderst omdiskuterede arveskat kun danskerne ca. fire mia. kr. årligt.
Staten bør have monopol på beskatning
Som borgere har vi ingen mulighed for at slippe for negative renter, da det at have penge i en bank er en universel præmis for at indgå i den moderne økonomi. Når det ligner en skat, og det rammer os som skat, så er det formentlig en skat.
Der er gode argumenter for at beskatte formuer, herunder pengebeholdninger, frem for indkomster og cirkulationen af penge. Penge, der står stille på en konto, skaber intet, men er snarere med til at forstærke de økonomiske mekanismer, som skaber ubalance og recessioner. Men hvis vi vil pålægge en skat på penge, bør det være staten, der indkræver dem, og ikke private banker eller centralbanker for den sags skyld. Deraf den fornuftige historiske armslængde mellem penge- og finanspolitik.
