Stop med at forsvare bankerne og demokratiser pengesystemet

Stop med at forsvare bankerne og demokratiser pengesystemet

Store milliardoverskud har givet bankerne endnu en tur i mediemøllen. Mens danskerne har fået udhulet deres indkomst med gigantiske renteudgifter i 2023, præsterede Danske Bank at slå sin egen rekord med en profit på 21,8 milliarder kroner.

Men selvom bankerne scorer kassen, mens almindelige mennesker kæmper for at få enderne til at mødes, er der ingen grund til at være forargede. I hvert fald ikke, hvis man spørger to eksperter, der for nyligt forsvarede bankernes gyldne tider på TV2

Når den høje rentemarginal lige nu tillader bankerne at polstre sig med borgernes penge, værner de sig nemlig blot mod potientielle krisetider – nøjagtig som politikerne har pålagt dem. Eller sagt på en anden måde: Når en stadig større del af din indtægt, havner på bankens bundlinje, er det kun til din egen fordel. 

En bankregulering betalt af lønarbejderne
At bankerne bare lever op til politiske krav til deres kapitalbeholdning, gør dog ikke kritikken af bankernes overskud mindre relevant. Det peger bare pilen et nyt sted hen. 

Efter finanskrisen forstod politikerne, at bankernes risikovillighed med store usikre lån og for lidt kapital på bunden, måtte tøjles med en strammere regulering af sektoren. Man hævede derfor de såkaldte kapitalkrav, som vil sige krav til bankernes kapitalbeholdning, for at mindske risikoen for, at staten endnu engang ville komme til at skulle redde de store banker med borgernes skattepenge. 

Problemet er bare, at regningen stadig lander hos borgerne. Bankerne er blevet mere robuste – i en grad, som de to eksperter anerkender, gør, at de nuværende renteindtægter i stedet kan bruges til at betale udbytte til bankernes aktionærer. Men det er lønarbejderne, der finansierer gildet.

Demokratiser pengesystemet
Forsvaret for bankerne går ofte på, at bankerne jo bare er private virksomheder, der ligesom alle andre altid vil tage den højest mulige pris for deres produkter.

Men måske bør vi stoppe med at anskue bankerne som almindelige virksomheder og penge som enhver anden forbrugsvare. For modsat andre virksomheder kan bankerne takket være en stort set ikke-eksisterende konkurrence på udlånsmarkedet, i højere grad sætte prisen på deres produkter, som de vil.

Men prisen på netop penge bør ikke være bestemt af hverken en virksomheds markedsposition eller profitlogik. Penge er et offentligt gode, og pengesystemet er offentligt infrastruktur. En regulering af banksektoren, der ikke ofrer lønarbejderne på profittens alter, forudsætter derfor en langt mere indgribende systemændring – at pengene og pengesystemet bringes under demokratisk kontrol.


Marie Hedegaard Jørgensen, Gode Penge