Ti år efter finanskrisen: Problemerne i den finansielle sektor er større end nogensinde før

FOTO AF INZMAM KHAN

af Rasmus Hougaard Nielsen

Bragt i Berlingske, onsdag d. 20. september 2018

Den politiske reaktion på finanskrisen var indførelsen af regulering dikteret af bankerne selv, hvilket blot har styrket problemerne i den finansielle sektor.

I anledning af ti-året for krakket af den amerikanske investeringsbank, Lehman Brothers, har aviser og TV i de forgangne uger været spækket med analyser og refleksioner over finanskrisen. Hvor finanskrisen i 2008 tog os med overraskelse, er der ingen tvivl om, at vi i dag er langt mere bevidst om eksistensen af finansielle kriser, hvilket selvfølgelig er yderst positivt.

Det, som bekymrer mig, er, at der stadig ikke er etableret et logisk konsistent og handlingsfremmende narrativ om bankernes rolle i økonomien og fremkomsten af finanskriser. Mange af analyserne af finanskrisens årsager og konsekvenser er så højtflyvende og ukonkrete, at de aldrig kommer til at føre til politisk handling. At bebrejde markedskræfterne eller bankernes grådighed og fremføre utopiske ideer som en global finansiel transaktionsskat, er i det store og hele politiske blindgyder, der mere leder til apati og magtesløshed end reel handling.

Forkerte løsninger på de forkerte problemer

Den manglende forståelse for de finansielle dynamikker og bankernes økonomiske rolle, ser vi i politikernes håndtering af bankerne siden 2008, som har været domineret af hovsa-løsninger, mens indførelsen af regulering har været dikteret af bankerne.

Fremfor at lade aktionærerne i de store banker tage tab på den uansvarlige kreditpolitik op til krisen, reddede man dem med statsgarantier og bankpakker, hvorefter man konsoliderede deres magtposition. Først ved at lukke mange af storbankernes mindre konkurrenter, og efterfølgende ved at indføre en regulering, som reelt set styrkede deres ejerskabsstrukturer og markedsposition ved at forhindre nye konkurrenter i at komme ind på bankmarkedet.

Baselreguleringens påbud om at »polstre« bankerne med større kapitalkrav var  absurd i en situation, hvor økonomien var dybt forgældet. Det var lidt som at tvinge en gruppe børn, der netop har tømt en slikbutik, til at spise mere slik. Med kapitalkravene har man praktisk talt sagt til bankerne »bliv endelig ved med at gøre det, I allerede gør, men tjen flere penge og løb mindre risiko, mens I gør det«. I den forbindelse må vi ikke glemme, at ideen om kapitalkrav grundlæggende er udtænkt af bankerne selv!

Problemer med bankerne forbliver uløst

Problemet ved banksektoren er ikke, at den har for lidt kapital, eller at den løber for stor risiko. Snarere tværtimod. Problemet ved bankerne, både før og efter den forrige krise, er, at de administrerer og kontrollerer vores betalingsinfrastruktur, samt at de primært yder kredit til spekulative og uproduktive formål, der ikke i sig selv genererer produktion. F.eks. handel med eksisterende boliger og værdipapirer. Dette problem forstærkes af den trinvise monopolisering af boligfinansieringen gennem de større banker.

Når banker yder kredit til spekulative formål, øger de den systemiske risiko, og da kreditrelationer pr. definition er tosidige, burde det give sig selv, at når vi fjerner risikoen fra bankerne, væltes den blot over på alle andre i økonomien: personer, virksomheder og stater, som betaler prisen, når kriserne endelig indtræffer. At forsøge at skabe risikofri banker er i praksis det samme som at fratage dem for deres samfundsmæssige ansvar.

Forandringer er både mulige og nødvendige

Hvis vi virkelig ønsker at gøre regnskabet op efter finanskrisen og genskabe en banksektor, som bidrager positivt til økonomien, er langt mere progressive tiltag nødvendige. Det mest  oplagte ville være at starte med at afskrive og afvikle store mængder af den gæld, som blev skabt op til den sidste krise, og som i dag holdes kunstigt i live af lave renter. Afskrivningerne kunne i første omgang passende betales af de store banker gennem tab af deres egenkapital.

Den græske økonom, Yanis Varoufakis, om Bankcruptocracy.

Derefter burde det være åbenlyst, at der er brug for langt mere proaktiv offentlig indblanding i bankernes virke. Som alternativ til reaktionær regulering. Det være sig i form af en nationalbanks udstedte e-krone som alternativ til bankernes kreditpenge, og lettere mulighed for at etablere nye banker og kreditinstitutioner for at genskabe konkurrencen i det finansielle system.  Evt. suppleret med kreditvejledning rettet mod bæredygtige og demokratiske ønskværdige formål.

Det er tiltag som disse der er nødvendige, hvis vi ønsker en demokratisk markedsøkonomi, fremfor det, som den græske økonom, Yanis Varoufakis, har døbt et Bankcruptocracy – en økonomi, der er kontrolleret af banker, som i teorien er gået konkurs, men som holdes i live af febrilske og handlingslammede stater.