Frigør små erhvervsdrivende for lønudgifter og send penge direkte til borgerne

Coronavirussen har tydeliggjort økonomiens sårbarhed overfor kriser, men også folkestyrets handlekraft og styrke samt potentialet for langsigtede positive forandringer

af Rasmus Hougaard Nielsen

Bragt i Berlingske d. 21. marts 2020

Coronavirussen har bragt os ud i en økonomisk krise, som kan have langt mere vidtrækkende konsekvenser end den finansielle krise i 2008. Små erhvervsdrivende mister omsætning, mange står til at miste deres job og aktiemarkederne er i knæ.

I sådan en situation er der brug for handlekraftigt lederskab, og jeg vil tilslutte mig koret af dem, der lovpriser regeringens hidtidige krisehåndtering. Der har været brug for hasteindgreb, og dem har regeringen leveret. Stor ros for det.

Kun staten kan føre os gennem krisen

Krisen og de politiske indgreb tydeliggør, at i en krisesituation er staten den eneste aktør, som kan sikre stabilitet og lede os gennem krisen. Pludselig er alle keynesianere, og selv velfærdsstatens største kritikere råber nu på hjælpepakker fra staten.

Med god grund.

I en moderne kreditøkonomi har stater med egen valuta endeløse finansielle midler til rådighed, hvorfor de i krisesituationer kan sikre efterspørgslen efter varer og tjenester ved at påtage sig risiko, som ingen private aktører er villige til at påtage sig. At staten har ubegrænsede midler, er dog ikke ensbetydende med at kriseindgrebene ikke har fordelingsmæssige og langsigtede konsekvenser.

Redningspakker fritager fra risiko

I Danmark har vi valgt at fokusere de økonomiske redningspakker mod erhvervslivet og den finansielle sektor med henblik på at sikre virksomhedernes fortsatte eksistens samt jobs til de mennesker, som de beskæftiger. Det er dog ikke uproblematisk.

Når staten redder gældsatte virksomheder fra konkurs, og statsgaranterer bankernes fortsatte kreditgivning til virksomhederne, forstyrrer det forholdet mellem risiko og profit. Risiko, som oprindelig var privat, socialiseres, mens profitten forbliver privat. Bankerne fritages i øjeblikket for risiko, som de gennem årtier har profiteret på, hvormed Danske Banks udbytteudbetaling på 7,3 mia. kr. ender med at stå tilbage som krisens mest usmagelige hamstring af andre folks penge.

Derudover står regeringen overfor et uløseligt dilemma i forhold til selvstændigt erhvervsdrivende, som bliver krisens helt store tabere. Hvordan skal de håndteres? Hvilke brancher skal reddes? Indtil videre har det ikke været muligt at finde en fornuftig løsning på det problem.

Giv penge til mennesker og familier

Det er vigtigt at have for øje at krisen er finansiel og ikke realøkonomisk. Der produceres rigeligt med føde- og dagligvarer. Det der mangler er penge i en håbløst forgældet privat sektor, hvor virksomheder der pludselig er presset på indtjeningen, ikke kan udbetale løn til deres ansatte og dække deres finansielle udgifter. Samtidig har deres ansatte ikke råd til livsfornødenheder og husleje, hvis de mister deres job.

At forsøge at redde almindelige menneskers eksistens gennem en bureaukratisk lønkompensationsordning til virksomhederne, er i den forbindelse dog hverken særlig effektiv eller retfærdig, fordi det uundgåeligt vil ramme skævt.

Jeg foreslår, at arbejdsgiverne i stedet fritages for deres lønforpligtelser, samtidig med at der indføres en redningspakke, der kanaliserer penge udenom både banker og erhvervsliv og direkte i hænderne på de mennesker og familier, som påvirkes af krisen.

I andre lande diskuteres sådan borgernære hjælpepakker i form af borgerchecks, gældsnedskrivninger og suspension af renter, gebyrer og afdrag på gæld. I USA har man i skrivende stund (onsdag) netop vedtaget at udbetale en borgercheck direkte til de amerikanere, som er påvirket af krisen.

Den uovertrufne styrke ved sådanne tiltag er, at de i højere grad stiller familier og det enkelte menneske lige fremfor at tilgodese arbitrære juridiske konstruktioner.

En redningspakke rettet mod befolkningen fremfor banker og erhvervsliv gør samtidig beslutningen omkring efterspillet fra krisen til et demokratisk spørgsmål. Hvilke erkendelser har vi gjort? Ønsker vi at organisere os anderledes med mere tid til familie og fritid? Eller vil vi skynde os tilbage til den gamle normal? Beslutninger der bør træffes af fysiske mennesker og ikke juridiske konstruktioner (virksomheder), som staten har fritaget for risiko og ansvar.