Sådan undgår Danmark at stifte statsgæld for at betale for hjælpepakker

Coronakrisen har bragt statens store checkhæfte frem, men i stedet for at optage masser af statsgæld bør hjælpepakkerne finansieres af en pengereform.

af Rasmus Hougaard Nielsen

Bragt i Berlingske d. 18. april 2020

At politikerne i mange år har brugt månedsvis på at forhandle finanslove på fem-ti mia. kr., står i skærende kontrast til, at det nu på en lille måned er lykkedes at vedtage hjælpepakker for ca. 300 mia. kr., svarende til 30 pct. af statens årlige budget.

Hjælpepakkerne er utvivlsomt uden sidestykke, men rejser alligevel det sædvanlige spørgsmål om finansieringen. Hvor skal de 300 mia. kr. komme fra? Det umiddelbare svar er gennem gæld. Udstedelsen af masser af statsgæld, som tidligere finansminister Mogens Lykketoft bl.a. opfordrede til i et indlæg i Politiken 18 marts, hvor han også talte for et opgør med den såkaldte husholdningslogik – ideen om at statens budget nødvendigvis altid skal stemme. Hans opråb bakkes op af mange økonomer, og indtil videre har nationalbanken da også forøget udstedelsen af statsobligationer med 50 mia. kr.

Spørgsmålet er blot, hvordan i alverden samfundet skal komme ud af en gældskrise gennem udstedelsen af mere gæld? At finansiere et statsunderskud gennem udstedelsen af gæld er lige præcis ikke et opgør med husholdningslogikken, da det er præcis, hvad husholdninger og virksomheder har gjort i snart to årtier.

Billig kredit fra banksystemet har i årtier holdt den private efterspørgsel kunstigt i vejret, men har efterladt en tung gælds- og rentebyrde. Mange virksomheder er afhængige af kontinuerlig gældsættelse og ifølge Bank for International Settlement går 35,8 pct. af de danske virksomheders disponible indkomst til at servicere deres gældsforpligtelser.

Gæld har svækket den private sektor og er det underliggende og langsigtede problem, som bør behandles, hvis man ønsker at styrke dansk økonomi i fremtiden. Vejen ud af krisen er ikke, at den offentlige sektor gældsætter sig på vegne af den private sektor, men derimod en fundamental reform af penge- og banksystemet, som øger det offentlige råderum og skaber grobund for rekonstruktion af store mængder gæld i hele økonomien.

Reform kan øge offentligt råderum

I Gode Penge har vi gennem de sidste fem år arbejdet for en reform af pengesystemet, som overfører danskernes transaktionskonti (nemkonti) fra de private banker til nationalbanken og samtidig opdaterer nationalbankens monopol på pengeproduktionen. Reformen er velbeskrevet i bogen »Et pengesystem for alle« fra 2018.

Udover at effektivisere betalingsinfrastrukturen er en fordel ved reformen, at den i en overgangsfase kan øge det offentlige råderum med op til 1.261 mia. kr. Svarende til summen af samtlige transaktionskonti i Danmark. På længere sigt øges råderummet med den årlige vækst i pengemængden – som på fornuftig vis vel bør ligge på 30-40 mia. kr. årligt.

Mekanismen er som følger:

Husholdninger og virksomhederes transaktionskonti i bankerne figurer som passiver – dvs. forpligtelser – på de private bankers finansielle balancer.

Overføres disse forpligtelser på 1.261 mia. kr. til Danmarks Nationalbank, frigøres bankerne altså for denne gældsbyrde, hvilket selvfølgelig bør komme med et modkrav.

Dette kan i sin simpelhed afregnes ved, at der overføres en tilsvarende mængde aktiver fra bankernes balance til nationalbanken, som illustreret af figuren.

Samlet set vil reformen overflytte gæld for 1.261 mia. kr. til nationalbanken.

Det vil være naturligt at starte med at overflytte bankernes beholdninger af statsobligationer, som i øjeblikket er på ca. 50 mia. kr. Derudover kan der overflyttes noget af de danske virksomheders og husholdningers bankgæld på hhv. 1.300 og 2.486 mia. kr.

Efter at nationalbanken har overtaget gældsposterne, kan de håndteres på forskellige måder. I udgangspunktet kan man suspendere rentebetalingerne på gælden og lade de løbende afdrag indgå i statens løbende råderum. Dette sikrer at de løbende afdrag rentecirkuleres tilbage i økonomien og pengemængden holdes stabil i takt med, at gælden afvikles.

Reformen giver dermed staten et øget råderum på 1.261 mia. kr. i den periode, hvor gældsposterne afvikles, hvilket rækker langt udover det nuværende finansieringsbehov på 300 mia. kr.

Spørgsmålet bliver således ikke, hvordan de nuværende hjælpepakker skal finansieres, men derimod, hvordan det resterende råderum skal benyttes?