Centralbankernes pengepolitik er en trussel mod den demokratiske markedsøkonomi

FOTO AF EPIZENTRUM

af Rasmus Hougaard Nielsen

Bragt i Berlingske d. 25. januar 2020

I oktober måned annoncerede den amerikanske centralbank FED, at den efter ca. tre års pause genstarter sit pengepolitiske opkøbsprogram, Quantitative Easing (kvantitative lempelser) med månedlige opkøb på de finansielle markeder for ca. 60 mia. US dollars om måneden.

Dermed sparkes ny energi i det pengepolitiske eksperiment, som banken selv igangsatte i kølvandet på finanskrisen, men som langsomt domineres af de asiatiske centralbanker, Bank of Japan (BOJ) og Peoples Bank of China (PBOC).

Eksperimentet, der i sin enkelhed går ud på at opkøbe alskens finansielle aktiver finansieret gennem pengeproduktion, har siden 2009 ført til en firedobling af centralbankernes balance. I dag er den samlede balancesum for verdens fem største centralbanker (inkl. Peoples Bank of China med en balance på ca. fem billioner US dollars) ca. 20 billioner US dollars, svarende til ca. 134 billioner danske kroner. Heraf er alene ca. 95 billioner blevet produceret af centralbankerne siden 2009.

Centralbankernes kæmpegæld

Jeg tror, at de færreste reelt set forstår, hvor mange penge det drejer sig om. Det svarer til ca. 45 gange Danmarks BNP, hvilket svarer til, at de store centralbanker gennem 90 år finansierede danskernes privatforbrug gennem udskrivelse af elektroniske checks.

Det er grotesk mange penge, som er blevet produceret gennem simpel bogføring, hvor de eneste, der reelt set har rørt en finger, er de centralbankansatte, som har tastet beløbene ind på deres computer.

Pengepolitikken forvrider økonomien

Den økonomiske effekt af centralbankernes absurde pengeproduktion diskuteres løbende. Den har utvivlsomt ført til værdistigninger på de aktiver, som centralbankerne opkøber og dermed øget uligheden gennem kursgevinster for de i forvejen formuende. Hvilket i sig selv er en hån mod dem, som ernærer sig ved at stå op om morgenen og gå på arbejde.

Derudover er det påvist, at centralbankernes opkøb fører til billigere finansiering for udstederne af de aktiver, som opkøbes. Hvad end det er den amerikanske stat, Apple, Volkswagen eller nogle helt fjerde. Mens den almindelige borger, og universitetsstuderende for den sags skyld, tudes ørene fulde af fortællingen om de frie markedskræfter, vælger centralbankerne, beskyttet af vores naive og blinde tillid til de nationale valutaer, vinderne på markederne.

Opkøb af produktionsmidler er planøkonomi

Den ekspansive pengepolitik har dog ikke blot forvredet økonomien. Den har også omdannet centralbankerne til markedsførende investorer.

Den japanske centralbank er i dag blandt de største investorer på den japanske børs, og formodes at være top-10 investor i ca. 40-50 pct. af de virksomheder, der handles på det japanske Nikkei 225-indeks. Den schweiziske centralbank har opkøbt aktier for ca. 94 mia. US dollars (ca. 650 mia. dkr.) på det amerikanske aktiemarked og er storaktionær i både Facebook og Apple.

Den Europæiske centralbank, ECB, har foretaget massive opkøb af virksomhedsobligationer i nogle af Europas største virksomheder, hvoraf ca. 62 pct. af opkøbene finansierer producenter af elektricitet og gasproduktion, ansvarlig for ca. 59 pct. af EUs udledning af drivhusgasser. For Bank of England er det tilsvarende ca. 49,2 pct. af opkøbene, som finansierer virksomheder, der i alt er ansvarlig for ca. 52 pct. af Storbritanniens udledning. Stik mod tidens klimafokus.

De kinesiske og amerikanske centralbanker er historier for sig ved i stor stil at understøtte sine ejeres – hhv. den kinesiske stat og de store amerikanske bankers – opkøb af infrastruktur, ejendomme og virksomheder overalt i verden.

Som investorer sætter centralbankerne ikke blot retningen og tempoet for økonomien. De ejer – gennem opkøb af produktionsmidlerne – langsomt økonomien. Uafhængigt af markedskræfterne og de demokratiske institutioner, som det har taget århundreders blod, sved og tårer at opbygge.

Selv ikke den mest dybtfølte stalinist kunne havde udarbejdet en mere underfundig og intelligent plan for den trinvise underminering af markedskræfterne og planvise centralisering af ejerskabet over produktionsmidlerne.