Den europæiske centralbank kan spille en afgørende rolle i den grønne omstilling – hvis den altså vil

ECB har en unik mulighed for at gøre både den europæiske og danske økonomi mere klimavenlig. Den har allerede de redskaber, der skal til for at leve op til sine grønne løfter, der indtil nu kun har været tom snak.

Centralbankerne skal bidrage til den grønne omstilling, og derfor skal klimapolitik og pengepolitik fremover samtænkes, lyder det fra ECB’s chef Christine Lagarde. I sommeren 2021 annoncerede ECB da også selv en handlingsplan til inddragelse af klimahensyn i centralbankens politik. 

Men hvordan står det egentlig til i praksis med ECB’s grønne strategi? Og hvilken betydning har det europæiske monetære samarbejde for den grønne omstilling i Danmark?

Prisstabilitet vs. klimahensyn

Selvom ECB anerkender, at de skal inkorporere hensyn til klimaforandringerne i deres pengepolitik, så kan dette kun gøres inden for deres mandat – altså deres formålsparagraf – hvilket primært er at sikre prisstabilitet i eurozonen. Det vil sige at sikre, at pengene beholder den værdi, de har, så vi også i morgen kan købe varer i supermarkedet for den samme mængde euro som i dag. På den måde er det at sikre prisstabilitet også at sikre grundlæggende økonomisk stabilitet i samfundet. I praksis betyder det, at ECB køber aktiver på det finansielle marked ud fra et princip om markedsneutralitet. Dette betyder, at når ECB opkøber værdipapirer, forsøger de at påvirke priserne mindst muligt. I praksis betyder det at ECB køber flest af de værdipapirer der allerede er flest af - altså de virksomheder som er størst. Og her bliver det svært for ECB at leve op til deres grønne ambitioner. For når ECB fører politik med udgangspunkt i princippet om markedsneutralitet, vil det sige, at de ikke må være med til at påvirke markedet og ændre på de forskellige markedsaktører/virksomheders position og rolle i markedet. Hvis de største virksomheder er olievirksomheder, så er det også disse, som ECB støtter mest. 

Det betyder, at ECB er med til at understøtte det eksisterende marked frem for at bidrage til en grønnere version. Når ECB snakker grøn omstilling, er der altså i ren praksis ikke meget omstilling over det. 

Dette primære mandat har da også fået flere kritikere fra centralbankernes egne rækker til at insistere på ikke at blande klima- og pengepolitik sammen. De er kritiske over for, at centralbankerne går på kompromis med deres primære målsætning og princip om markedsneutralitet, som er uundgåeligt, hvis centralbankerne skal tænke klimaet ind i deres opkøbsprogrammer. 

Også Danmarks Nationalbank er for nyligt udkommet med en rapport med fokus på den grønne omstilling. I deres rapport “Klimaforandringer og centralbankers rolle” fra juli 2021, bemærker de, at markedskræfter ikke kan stå alene, når det kommer til at sikre den grønne omstilling, og at “centralbanker har en opgave i at tilpasse sig til de nye udfordringer.” Men også Nationalbanken ser det først og fremmest som sin opgave at sikre prisstabilitet, og derfor konkluderes det alligevel sidst i rapporten, at  “brugen af pengepolitiske redskaber for at nå klimamål kan komme i konflikt med andre pengepolitiske målsætninger, fx fastkurspolitikken i Danmark.” (side 15). Nationalbanken ser derfor ikke nogle fordele ved at bruge pengepolitik frem for skatte- og investeringspolitik til at sætte skub i den grønne omstilling og fraskriver sig på den måde sit eget ansvar. 

Uagtet Nationalbankens egne ambitioner, skal det dog også bemærkes, at fastkurspolitikken og det europæiske monetære samarbejde sætter grænser for, hvad Nationalbanken kan bidrage med. Fastkurspolitikken beskriver nemlig Danmarks Nationalbanks hovedformål: at holde en fast vekselkurs mellem den danske krone og euroen. Det betyder i praksis, at Danmarks Nationalbank altid fører en pengepolitik, der lægger sig tæt op ad den Europæiske Centralbank (ECB). Og Danmarks Nationalbank mener altså ikke, at deres rolle er at få pengepolitikken til at bidrage til den grønne omstilling. Selvom det er muligt både at sikre fastkurspolitikken og støtte op om den grønne omstilling, det kræver bare at man gør op med markedsneutraliteten, hvilket Nationalbanken indtil videre ikke er villig til.

Fælles for centralbankerne er altså, at princippet om markedsneutralitet bliver en hæmsko for deres grønne ambitioner. Man kan dog indvende, at bankerne heller ikke nu har neutrale opkøbsprogrammer. De understøtter blot de eksisterende tendenser på markedet og dermed bare en mere sort frem for grøn retning. 

Når der i den finansielle verden snakkes mere og mere om såkaldt “klimarisiko”, lyder det umiddelbart som om, at den finansielle sektor er begyndt at tage sin rolle i klimakrisen alvorligt. Men både den Europæiske Centralbank (ECB) og Danmarks Nationalbank forholder sig altså primært til klimakrisen som en trussel mod kortsigtet finansiel stabilitet. “Klimarisiko” betyder derfor heller ikke investeringernes risiko for at bidrage til klimaforandringer, men derimod den risiko som klimaet udgør for investeringernes profitabilitet. 

ECBs kulsorte opkøbsprogrammer 

ECB forholder sig dog ikke udelukkende passivt til den grønne omstilling. Faktisk er de med deres opkøbsprogrammer (QE) direkte med til at kanalisere penge direkte ind i den fossile industri, fordi deres opkøbsprogrammer ikke tager hensyn til, om de aktier og obligationer, der opkøbes, bidrager til den grønne omstilling eller modvirker den. I stedet opkøbes de ud fra et markedsneutralitetsprincip, som vi var inde på tidligere (Markedsneutralitetsprincippet bliver dog diskuteret i ECBs bestyrelse ift. dets problemer med at støtte den grønne omstilling). Det betyder, at det typisk vil være de største og mest rentable virksomheder i Eurozonen, som der købes værdipapirer i. Fordi mange af de største virksomheder er fossile brændstofproducenter såsom Shell og BP, poster ECB altså penge direkte ind i kul, olie og gas.

Et af de opkøbsprogrammer, som har kanaliseret milliarder af euro ind i den fossile industri er ECBs “Pandemic emergency purchase programme” (PEPP) – altså deres opkøbsprogram som respons på coronapandemien. ECB vil ikke afsløre præcis hvor meget de har investeret i de enkelte virksomheder eller industrier, men Reclaim Finance estimerer på baggrund af tidligere forskning, at ECB har opkøbt carbon-intensive virksomhedsobligationer for 80 milliarder euro hvoraf 15.3 milliarder er gået direkte til at støtte den fossile industri. Udover at det poster penge i forurenende industrier, så er det også med til at presse efterspørgslen – og dermed prisen – på carbon-intensive værdipapirer op på de integrerede danske markeder, herunder det danske. Det gør de klimaskadelige virksomheder til en finansielt god investering, hvilket uundgåeligt arbejder imod den grønne omstilling.

Der findes andre alternativer  

Der eksisterer dog allerede pengepolitiske værktøjer, som centralbankerne kan gøre brug af, hvis de vil påtage sig ansvaret og bidrage til den grønne omstilling. 

Centralbankerne kan udstede grønne TLTRO’s (targeted long-term refinancing operation), som er lån med særlige betingelser. Det vil sige at centralbankerne låner penge til de private banker til en fordelagtig rente mod at de private banker til gengæld låner pengene videre til bestemte aktiviteter – i dette tilfælde til grønne investeringer. Centralbankerne benytter sig allerede af TLTRO’s.

Desuden har ECB udover sit primære mandat, der skal sikre prisstabilitet, et sekundært mandat, som er at understøtte de bredere økonomiske politikker i EU. Fordi den grønne omstilling netop er en generel EU-politik kan der med henvisning til dette mandat argumenteres for, at ECB har pligt til at føre en pengepolitik, der bidrager til den grønne omstilling. Det kan være et konservativt argument for at lade centralbankerne påtage sig ansvaret og føre en grøn pengepolitik.

I England er centralbanken, Bank of England (BoE)  gået skridtet videre og har indført et direkte Klimamandat som pålægger Bank of England at føre Grøn politik, der støtter op om Englands målsætning om Co2-neutralitet. Dette har allerede fået Bank of England til at ændre i sammensætningen i de værdipapirer de har, så de er mere grønne end tidligere.

En sidste stor udfordring er, at der skal udvikles en måde til at score værdipairer efter, hvor grønne de er – altså en såkaldt taksonomi. Den nuværende taksonomi er langt fra udviklet nok, og den er både grov og upræcis. Eksempelvis vurderes gaskraftværker som “grønne” i den nuværende taksonomi. 

Der er således stadig masser af udfordringer, før centralbankerne trækker tydeligt i den grønne retning.

Denne artikel er en del af et større projekt, som har modtaget støtte fra EuropaNævnet.
Læs mere på godepenge.dk/ecb