Nationalbanken skal udstede elektroniske penge
/Af Lars Brynæs Mourier, i Politiken d. 30. november 2020.
Gennem digitaliseringen forsvinder kontanter i stigende grad og byttes ud med elektroniske penge skabt af private banker.
Internationalt går udviklingen mod, at centralbanker skal udstede elektroniske penge som et alternativ til de private pengeinitiativer. Danmarks Nationalbank må hoppe med på vognen og genindtage styringen med økonomien. Gennem de sidste seks år har foreningen Gode Penge arbejdet for udstedelse af en såkaldt central bank digital currency (CBDC), eller e-kroner som de kaldes i Norden.
CBDC er digitale penge udstedt direkte af en centralbank som f.eks. Danmarks Nationalbank. Som det ser ud nu, udsteder Nationalbanken kun vores kontanter, som udgør ca. 5 procent af pengemængden, mens de resterende ca. 95 procent er elektroniske penge udstedt af private banker. Når en bank udbetaler løn, låner penge ud eller foretager andre betalinger til dens kunder, benytter banken sig nemlig ikke af kontanter.
Den indskriver blot cifre på modtagerens konto, og udsteder derigennem nye elektroniske penge. Mens debatten om CBDC har raset internationalt, og det ene initiativ efter det andet er skudt op, har der været foruroligende stille i Danmark. I en rapport fra Bank for International Settlements fra januar oplyses det, at ca. 80 procent af verdens centralbanker er engagerede i arbejdet omkring CBDC, og ca. 20 procent regner med en udstedelse inden for seks år.
Indtil for nyligt har Danmarks Nationalbank blankt afvist ideen om udstedelse af CBDC, men vil nu i samarbejde med regeringen kigge nærmere på muligheden. Det er i øjeblikket ikke muligt for borgere at holde elektroniske penge udstedt af staten. Det betyder, at retten til at kunne skabe penge flyttes fra Nationalbanken over til private virksomheder, i takt med at efterspørgslen på digitale penge stiger.
Det betyder, at nye penge, der skydes ind i økonomien, i høj grad rammer boligmarkedet i storbyerne, hvor bankerne finder den højeste grad af sikkerhed. Det bidrager til at skabe boligbobler og skubber samfundet mod en finansialisering, hvor den primære indtægtskilde er at eje en bolig i stedet for at gå på arbejde. Derudover udsteder banker elektroniske penge fuldstændigt uafhængigt af nationalbanken blot ved at indskrive cifre i deres egne it-systemer. Statskassen og dermed fællesskabet går derfor glip af den såkaldte ’møntningsgevinst’, der er et udtryk, som bruges, om de penge der tjenes på at udstede penge.
… teksten er desværre stadig bag betalingsmur, men hvis du er Politiken-abonnent, kan du læse hele artiklen her.