Briterne har fundet værktøjet, der skal redde os igennem den økonomiske krise

Af Tune Revsgaard Nielsen, bragt i Ræson d. 14. april 2020.

Storbritannien er det første land til at indføre et helt særligt pengepolitisk værktøj for at håndtere den økonomiske krise, som covid-19 afføder. Værktøjet gør det muligt for den britiske regering at afhjælpe krisen uden frygt for stigninger i renten på statens gæld – derfor bør det også indføres herhjemme.

Storbritanniens finansministerium annoncerede 9. april, at den sammen med den britiske centralbank, Bank of England (BoE), vil iværksætte et helt særligt pengepolitisk værktøj til finansieringen af krisetiltagene i forbindelse med covid-19. Værktøjet kaldes på engelsk ”Overt Monetary Financing” (OMF) og betyder, at centralbanken ganske enkelt skaber penge til statens offentlige forbrug uden at udstede tilsvarende statsgæld i form af statsobligationer.

Det britiske finansministerium har meldt ud, at tiltaget vil være midlertidigt, men som alle ved, er der få ting i verden så permanent som centralbankers midlertidige pengepolitiske tiltag. Dette så vi seneste med indførslen af centralbankernes ”quantitative easing”-programmer i 2008, som stadig kører den dag i dag. Disse programmer betød, at bl.a. ECB – gennem opkøb – erstattede stats- og virksomhedsobligationer ejet af europæiske banker med rede penge skabt ud af den blå luft. Opkøbsprogrammerne holdt hånden under renten på obligationerne og fik deres værdi til at stige, men programmernes lovlighed diskuteres stadig.

Det nye britiske tiltag betyder konkret, at den britiske regering ikke behøver at iværksætte og afvente salget af statsobligationer for at kunne fremskaffe midler til offentligt forbrug, som man ellers plejer at skulle. Det betyder også, at den britiske stat ikke skal betale renter til private, finansielle institutioner på det finanspolitiske forbrug, staten vælger at iværksætte som svar på den nuværende krise.

For at sikre ligevægt på centralbankens balance får Bank of England en tilsvarende fordring [et tilgodehavende, red.] til gengæld for de penge, der stilles til rådighed for staten, men det har ingen reel betydning, da fordringen ikke er behæftet med nogen rente eller andre former for finansieringsomkostninger. Den britiske stat er dermed ikke økonomisk hængt op ved tiltaget, og de britiske skatteydere vil ikke skulle belastes af øgede skatter til betaling af renter på statens gæld.

Ordningen giver regeringen – og borgerne – finansiel tryghed, da man nu ikke behøver at bekymre sig synderligt for, at renten på landets statsgæld stiger eksplosivt, hvis det bliver nødvendigt at indføre massive økonomiske stimuli som svar på krisen. Den monetære finansiering af statens offentlige forbrug vil med dette værktøj altid koste briterne 0 pct. i rente, uanset hvad markedet måtte tænke. På den måde har samarbejdet mellem det britiske finansministerium og centralbanken skabt et solidt fundament, hvorfra regeringen kan imødekomme det helt ekstraordinært store deflationære pres, der må forventes at ramme den britiske økonomi i løbet af de kommende måneder og måske resten af året.

På sin vis er der ikke noget odiøst ved tiltaget. Såkaldt post-keynesianske økonomer har længe påpeget, at stater aldrig behøver at gældsætte sig for at finansiere offentligt forbrug. Desuden har de fleste lande indført lignende tiltag under krige og andre kriser. Flere lande har endda haft helt permanente ordninger til facilitering af monetær finansiering; herunder Canada, der først nedlagde deres ordning i 1970’erne. I Danmark har vi også haft et setup, der på alle måder mindede om monetær finansiering, da den statsejede Girobank opkøbte danske statsobligationer med penge skabt ud af den blå luft, nøjagtig ligesom når private banker i dag udsteder lån til husholdninger.

På den anden side er monetær finansiering også – i nogles øjne – dybt radikalt. Værktøjet forbindes ofte med hyperinflation og populistisk overforbrug, selvom flere vestlige lande har brugt værktøjet, uden dette var tilfældet. Bl.a. grundet den mere eller mindre begrundede frygt for inflation er det ifølge EU-traktatens artikel 123 ulovligt for centralbanker i EU at benytte sig af monetær finansiering. Her står det skrevet, at det er forbudt for de nationale centralbanker – herunder også ECB – at give stater ”mulighed for at foretage overtræk eller yde (…) andre former for kreditfaciliteter”. Der fremgår også referencer til denne lov flere steder i Danmarks Nationalbanks udgivelser og på deres hjemmeside. Det er dog en lov, som er meget simpel at omgå for den regering, der bærer viljen i hjertet.

Men hvad så nu? Det er jo ikke kun den britiske økonomi, der er på vej ned i en afgrundsdyb krise.

I Danmark vil store beslutninger i den kommende tid skulle tages i Finansministeriet og Erhvervsministeriet. Vi har allerede set de negative konsekvenser af fastkurspolitikken, da Nationalbanken blev nødt til at hæve renten – altså: en pengepolitisk stramning, ikke lempelse – i takt med at den danske regering annoncerede de indledende hjælpepakker til det danske erhvervsliv. Vil regeringen acceptere yderligere rentestigninger i fremtiden, for hver gang den iværksætter yderligere hjælpepakker?

For at få Danmark bedst muligt ud af den nuværende krise, der kan vare længere, end vi aner, skal regeringen indføre to tiltag: Først og fremmest skal den primære hindring for indførsel af monetær finansiering fjernes. Det betyder, at kronen igen skal flyde frit i forhold til Euroen ligesom i fx Norge, Sverige og Schweiz. Kort og godt: et opgør med fastkurspolitikken.

Dernæst skal Erhvervsministeren igennem sin lovfæstede rolle som såkaldt ”Kongelig Bankkommissær” pålægge Nationalbanken hurtigst muligt at muliggøre monetær finansiering af statens offentlige forbrug til en rente på 0 pct. For ikke at bryde med EU-traktaten skal dette rent praktisk foregå ved, at statsbanken, Finansiel Stabilitet, opkøber rentefri statsobligationer hos Danmarks Nationalbank med penge skabt ud af den blå luft. En løsning, der på belejlig vis muliggøres af traktatens artikel 123 stk. 2. Heraf fremgår det nemlig, at ”offentligt ejede kredititinstitutter (…) skal have skal have samme behandling af de nationale centralbanker og Den Europæiske Centralbank som private kreditinstitutter.” Hvis private banker også ønsker at opkøbe statspapirer til 0 pct. i rente (eller derunder), skal der selvfølgelig gives mulighed for det.

Storbritanniens tiltag minder os igen om, at skatteyderne aldrig behøver at betale renteudgifter til private finansielle institutioner, når staten har brug for penge. At stater aldrig behøver at udstede gæld, men i virkeligheden blot kan skabe de penge, den måtte have brug for. Faktisk er evnen, til at gøre netop det, et centralt element i staters uafhængighed.

Der er brug for indførslen direkte monetær finansiering, inden regeringen annoncerer de næste hjælpepakker.