Banker låner ikke bare penge ud – de skaber dem

Af Jonas Jensen-Dharmaratne og Ib Ravn, bragt i Ræson d. 16. oktober 2021.

Vi tror, vi ved, hvordan banker fungerer – og at systemet er stabilt. Men nyere forskning peger på, at bankernes forunderlige evne til at skabe penge gennem udlånet pumper priserne på fx boligmarkedet op, indtil bankerne og somme tider hele systemet falder sammen. Derfor er det elementært demokratisk behov, at vi får en bedre forståelse af, hvordan penge skabes – og hvordan de er med til at skabe boligbobler og finanskriser.

PENGE ER KILDE til megen glæde, men også til kvaler. Særligt hvis vi ikke har dem. Men også hvis vi ikke forstår dem. Hvilken rolle spiller penge i finansiel ustabilitet, boligbobler og finanskriser? Alle fagfolk ved, at uhæmmede udlån fra bankerne bidrog til finanskrisen 2008, men hvor kom alle de penge fra? Hvordan kan boligpriserne bare stige og stige, med fordoblinger hvert syvende år?

Vores børnelærdom siger os, at en bank udlåner Pers penge til Poul. Banker indsamler penge fra indskydere og udlåner dem til låntagere. Har banken et ”indlånsoverskud”, kan den låne ud af det. Det tager banken en beskeden pris for, nemlig renten. Den deles med indskyder, som kompensation for afsavnet. Det ved enhver.  

Men det er en skrøne, som Bank of England forklarer i denne artikel. Den forklaring forudsætter, at penge er kontanter, fx sølvmønter i en pose, som man kan deponere i banken. Banken kan så låne penge ud ved at udlevere låntager ti af de sølvmønter, der ligger i posen. Men i mange hundrede år har penge i banken primært været indeståender, ”kontopenge”, og de opfører sig meget anderledes end kontanter.

Bankerne opdagede op gennem historien, fra Norditalien i 1300-tallet til Holland i 1600-tallet og England i 1700-tallet, at de vha. veksler og andre værdipapirer kunne udvide pengemængden ”kunstigt”. De udstedte kreditter i store mængder, der tillod samtidens håndværkere, købmænd, skibsredere og fabrikanter at øge handel og produktion kraftigt. Når varerne var solgt, indfriedes kreditterne og vekslerne blev revet i stykker. De ”kunstige penge” forsvandt igen.

I de sidste 150 år er disse bankkreditter i stigende grad blevet bogført i bankens kontobøger; de har ikke svømmet rundt som løse værdipapirer. Bankkreditterne fortsætter deres liv som bankindeståender, hos både private og virksomheder. I moderne økonomier har disse kontopenge gradvist oversteget kontanterne, indtil de i dag, bl.a. i Danmark, udgør 95 pct. af pengemængden. Vi kender dem i dag som digitale penge, og de er efterhånden blevet mere ”rigtige” end kontanter. Bankkreditter udstedt i går, bliver til rigtige penge i dag, altså kontopenge. Det er fx dem, vi betaler skat med i dag.

Summen af kontanter og kontopenge udgør pengemængden. Den er i Danmark for tiden knap 1500 mia. kr. Det et tal, der bestandigt stiger, men som sjældent drøftes offentligt. I kalenderåret 2020 kom der ifølge tal fra Statistikbanken 140 milliarder nye kroner til. Men hvor kom de fra?

At tage et lån i banken

Som de klassiske veksler og kreditter skabes disse penge i bankerne, når de yder lån. Lad os se, hvordan det foregår.

Ønsker Rita at låne 900.000 kr. i banken til en andelsbolig, skal hun først godkendes af bankrådgiveren og underskrive et lånedokument. Så trykker han på en tast, og beløbet springer frem på Ritas lønkonto.

Samtidig opretter banken en udlånskonto i Ritas navn, hvor det samme beløb indskrives med et minus foran, altså -900.000 kr. Det er Ritas gæld til banken. For banken går pengene op: 900.000 ud til Rita, 900.000 ind fra Rita i de kommende år (plus renter og gebyrer).

Bemærk, at ingen anden konto i banken eller i samfundet er blevet fratrukket dette beløb. Begge poster opføres naturligvis i bankens hovedbog. Intet foregår under radaren. Alt er komplet lovligt. At det foregår sådan i en moderne bank, blev konstateret ved en empirisk test, der som den første i bankhistorien foretoges for nyligt.

Ritas 900.000 kr. er nyskabte penge. Danmarks pengemængde, der jo er summen af kontanter og bankindeståender, er øget med 900.000 kr. De 900.000 kr. i gæld fratrækkes ikke, men ophobes separat og tælles med i den private gæld i Danmark.

Lånet bruges til en betaling

Så skal Rita bruge pengene – nemlig til at købe lejligheden med. Hun overfører dem til Carl, der har en konto i en anden bank. Så er det ikke her, banken skal finde pengene – og køre dem som pengesedler gennem byen i en pengetransport? Nej, det foregår med kontopenge. Ritas bank og Carls bank har hver en såkaldt foliokonto i Nationalbanken, som der står mange hundrede millioner kroner på. Når Rita overfører sine 900.000 kr. til Carl, trækkes beløbet først fra hendes konto i hendes bank. Så trækkes det fra bankens konto i Nationalbanken. Derpå lægges det til Carls banks foliokonto i Nationalbanken. Og endelig lægges beløbet til Carls konto i hans bank. Ingen kontanter overføres; alt klares med stramt koordinerede kontojusteringer.  Hver dag løber millioner af dankort- og andre betalinger hver dag gennem systemet (som Nets er operatør på)Ritas udlån absorberes deri. Ingen opdager, at det er nye penge – det er jo bare en betaling fra Rita til Carl.

Hver banks foliokonto fyldes hele tiden op af betalinger fra kunder i andre banker. Hvis der én dag går 600 millioner kroner ud af banken, går der måske 570 millioner kroner ind, og næste dag er det måske omvendt.

Banken skal bare sørge for, at der er de pebernødder på 30 millioner i foliokontoen. Hvis der ikke er det, låner den dem natten over af nabobanken til en beskeden rente. Dette snilde betalingssystem, som bankerne i Europa har været mange århundreder om at perfektionere, muliggør bankernes pengeskabelse.

Når Rita afdrager på lånet, skal hun finde fx 5000 på sin indlånskonto hver måned of overføre til sin udlånskonto. Dette månedlige træk på hendes indlånskonto reducerer Danmarks pengemængde med 5.000 kr., samtidig med at hendes gæld reduceres til 895.000 kr. Når gælden er afdraget, er pengene forsvundet ud af Danmarks pengemængde igen.

At Danmarks pengemængde stiger skyldes, at bankerne hvert år låner flere penge ud end deres låntagere afdrager på gæld fra tidligere år. Sådan øger banker næsten altid et lands pengemængde.

Selv om penge således skabes fra bunden af, er der mange grænser for pengeskabelsen. Der er bl.a. kapitalkrav, Finanstilsynets tilsynsdiamant, den kontracykliske kapitalbuffer, krav til afdragsfrie lån, 5 pct. udbetalingskrav, bankens altafgørende kreditvurdering, og efterspørgsel – nogen skal ønske at tage lånet. Og alligevel øges pengemængden i Danmark med 5-10 pct. om året.   

Dynamikken bag bobler

Med bankernes pengeskabelse har vi identificeret en væsentlig kausal mekanisme bag boligprisernes stigning de sidste årtier. I gode tider øger banker udlånet for at øge deres markedsandele. Først udlåner de til de sikre låntagere, derefter til de knap så sikre. Derfor fik vi rentetilpasningslån i 1996 og afdragsfrie lån i 2003 – for at lade banken få de svagere kunder ind i butikken.

Presser en bank ikke på for at øge udlånet, kan direktøren efter ganske få år dreje nøglen om og lade sig opkøbe af nabobanken. Der var 145 banker i Danmark i 2008 og knap 60 i dag. Det er en kamp på liv og død.

Når de første dårlige låntagere ikke kan afdrage deres gæld, får banken problemer. Hvis de dårlige lånere er store (ejendomsudviklere, fx aktuelt Evergrande i Kina) eller mange (subprime i USA før 2007, flexlånere i Danmark den dag korthuset braser), får banken ikke disse væsentlige afdrag ind på sin foliokonto, der således kommer i lavvande. Banken får derfor svært ved at gennemføre sine betalinger, medmindre den hjælpes af centralbanken (der er ”sidste-instans-udlåner”) eller udlånsvillige nabobanker. Men hvis de frygter, at den pågældende bank går konkurs om tre timer, vil de jo have tabt de 300 mio. kr., de netop har lånt dem. Så det tør de ikke.

Interbankmarkedet fryser da til, som det hedder. Andre banker med lavvande på foliokontoen eller store gensidige forpligtelser kommer i knibe, og nu vælter dominoerne. En eller flere banker må lukke; de trækker deres kassekreditter hjem; virksomheder må standse deres betalinger og sende medarbejderne hjem uden løn.

Sådan starter en klassisk finanskrise, med en boble opblæst af bankernes uforsigtige udlån. Det alt for store udlån hævner sig til sidst, når boblen springer, fordi misforholdet blev for stort mellem de nyskabte penge og fundamentalerne, de reelle værdier. Bankernes forunderlige evne til at skabe penge gennem udlånet pumper priserne på et aktiv i vejret. Det fortsætter indtil de låntagere, der uforvarende kom sidst ind på markedet, ikke kan komme ud, endsige afdrage deres kreditter. Så falder bankerne og somme tider hele systemet, som fx i 1929 i USA efter Det store Krak.

En pengereform er mulig

Vi kan ønske os et andet pengesystem. Et mere stabilt system, hvor pengemængden ikke styres af bankernes overlevelseskamp og blinde drift mod bristende bobler . Vi kan let forestille os det. For det er det system, vores barnetro fortæller os, at vi har. Hvor bankerne kun låner penge ud, de har skaffet sig, og vi overlader skabelsen af nye penge til Nationalbanken. Ganske som alle systemets nuværende fortalere forudsætter, at det fungerer nu.

Sådan et reformeret system kan se ud på mange måder, fx som følger. Banker kan indsamle investeringsvillig kapital fra deres kontohavere i en investeringspulje. Kun herfra må den så låne ud, til en rente som deles med investorerne. Når puljen er tom, kan banken ikke udlåne mere. Den må vente på afdrag eller tiltrække penge fra andre kontohavere. Banken låner altså kun ”gamle” penge ud; den skaber ikke nye gennem udlånet. Ganske som vi troede, det foregik, og som vi syntes var fint.

Men vil der være penge nok til alle dem, der gerne vil låne? Nej, måske ikke, men det er også en del af formålet. Udlånet til fx boligkøb skal begrænses, så priserne ikke presses i vejret af den bestandige pengeskabelse. Det vil lette presset på boligmarkedet til glæde for de unge især.

Skal der skabes nye penge, kan det udmærket være Nationalbanken, der står for dét. Præcis som de fleste mennesker tror, det sker i dag. Folketinget kunne vedtage nogle generelle retningslinjer, fx om beskæftigelse, pris- og kursstabilitet, lighed på boligmarkedet, den slags, og så kunne Nationalbanken styre efter dem. De penge sættes ind på statens konto i Nationalbanken og kan bruges af den siddende regering.

Regeringen kan bruge pengene til offentlige udgifter, til at bremse beskatningen, til at afdrage på statsgælden eller til en borgerdividende, evt. blot til den mest trængende del af befolkningen. Er der aktuelt en kreditklemme, kan Nationalbanken udstede kreditmidler, som bankerne kan låne til en beskeden rente.

Princippet er, at den instans, der bestemmer hvor mange penge, der skal skabes (Nationalbanken) ikke er den samme som den, der bestemmer hvor pengene skal sendes hen (regeringen). Sådan er det nemlig i dag, hvor bankerne bestemmer både kredittens størrelse og hvem der modtager den. Det indebærer en gigantisk moralsk risiko: bankerne har ingen interesse i at tage samfundsansvar og sende kreditten i en produktiv retning.

Implementering af gode penge

Reformen kan indføres gradvist, over 20 eller 50 år, på samme måde som rentefradraget er blevet reduceret langsomt over de sidste adskillige årtier. Så kan alle planlægge derudfra, og de fleste holdes skadesløse. Boligpriserne forventes at stabiliseres, men langsomt, så ingen overraskes af insolvens. Retten til pengeskabelse hjemtages gradvist til Nationalbanken, ganske som meningen med §8 i lov om Danmarks Nationalbank må formodes at have været: ”Banken er eneberettiget til at udstede Pengesedler.”

Lad os understrege: Det er pengeskabelsen, der placeres under offentlig kontrol, ikke bankerne eller udlånet. Lad endelig banker forblive liberale erhverv og lad dem udøve det kredithåndværk, de altid har været så stolte af. Men gør det umuligt for dem at skrue den endeløse spiral op, hvor højere huspriser fører til, at nye boligkøbere godkendes til dyrere boligkøb i banken, hvilket øger presset på boligpriserne. Det er skruen uden ende, der urimeligt favoriserer boligejerne og cementerer det fortløbende generationstyveri.

Den nævnte dynamik gælder i de fleste moderne økonomier. I Danmark går boligudlånet omvejen over realkreditten, hvor en del af finansieringen kommer som ”gamle” penge fra pensionskasser, investeringsforeninger og forsikringsselskaber. Men når danske og udenlandske banker køber realkreditobligationer skaber de også penge, og banker står måske for halvdelen af opkøbet. Dertil er boligfinansiering i Danmark så sammenfiltret en suppedas – bankerne ejer de fleste realkreditinstitutter og flere ejendomsmæglerkæder, og de sidste bidrager salær-fornøjede til boligprisskruen – at det måske forklarer, hvorfor boligpriserne stiger i Danmark ganske som i de fleste andre lande.

Som borgere, forbrugere og boligejere har vi brug for en klar forståelse af pengesystemet og dets rolle i boligbobler og finanskriser. Det kræver ny viden om bankernes pengeskabelse. Om systemet skal ændres er jo et politisk spørgsmål. Men at det skal forstås bedre, både af lægfolk og fagfolk, er et elementært demokratisk behov.

Jonas Jensen-Dharmaratne (f. 1984) er cand.scient.pol. og formand for Gode Penge.
Ib Ravn (f. 1956), Ph.D., er lektor på Aarhus Universitet og bestyrelsesmedlem i Gode Penge.