Tilmeld dig via linket her
Du har sikkert hørt det – uligheden stiger på både nationalt og internationalt plan, og den grønne omstilling skal finansieres.
Sommerkurset ’En retfærdig og bæredygtig økonomi for fremtiden’ klæder dig på til at forstå og være med til at løse de problemer! Vi skal snakke om de dominerende økonomiske skoler, pengesystemets funktion, de stigende boligpriser og internationale gældsrelationer. Vi skal snakke om, hvorfor den grønne omstilling ikke allerede er blevet finansieret, og hvordan vi får den finansielle sektor til at bidrage til - snarere end at modarbejde omstillingen til et bæredygtigt samfund – også når det kommer til både klima, miljø og biodiversitet. Sidst men absolut ikke mindst, skal vi sammen udforske, hvad en retfærdig og ligeværdig økonomi faktisk er og bør være.
Vi har brug for en nysgerrig, undersøgende og åben debat om, hvordan vi kan skrue vores økonomiske system sammen, så det kommer os alle til gode – og den debat tager vi hul på og fordyber os i her!
Økonomiske diskussioner kan virke overvældende for nogle – men på det her kursus får du muligheden for i nysgerrige rammer at fordybe dig i dén vigtige grundsten i vores samfund, som økonomien er.
Alle kan være med på sommerkurset! Både dig, der har læst økonomi på universitetet og har brug for nye perspektiver og input i din faglighed, og dig for hvem ordet pengesystem gør dig svimmel. Det eneste krav, vi stiller, er nysgerrighed og videbegær. Sammen skal vi forstå og udfordre økonomiske dogmer og det danske pengesystem, så vi bliver klogere på, hvordan vi kan skabe et økonomisk system, der gavner os alle. Vi mener, at fremtidens løsninger skabes i fællesskab, og derfor vil der være stor inddragelse af dig som deltager.
I løbet af ugen lærer du gennem fordybelse, oplæg, workshops, spil og inspiration økonomiens problemstillinger bedre at kende. Du præsenteres for løsningsforslag og bud på, hvordan vi kan skabe en mere demokratisk og ligeværdig økonomi. Det er ikke småting, vi giver os i kast med, og vi lover, at du tager klogere, mere håbefuld og inspireret hjem!
Læs mere om billettyper, overnatning, program for ugen og tilmeld dig via linket her.
Vi har i år mulighed for at tilbyde studentrabat med hjælp fra fondsbevillinger fra Græsrodsfonden og Andelskassen Fælleskassen.
Vel mødt på Vestjyllands Højskole!